lørdag den 21. juli 2012

KAFKA

 

Forvandlingen som graphic novel


Franz Kafkas novelle ”Forvandlingen” udkom første gang i 1915. Egentlig behøver man ikke læse andet af Kafka for at anerkende, at han er én af verdenslitteraturens store modernister. I ”Forvandlingen” beskrives det moderne menneskes fremmedgørelse meget direkte: Hovedpersonen Gregor Samsa vågner en morgen og opdager, at han er blevet forvandlet til en bille. Hermed er ikke bare Gregors liv blevet forvandlet, men også hans families liv, idet de er økonomisk afhængige af ham. Novellens beskrivelse af familiens håndtering af deres nye situation og ikke mindst Gregors forsøg på at blive en del af familien på ny – i skikkelse af bille – er ikke sådan at ryste af sig. Det er stærke billeder og dystre stemninger - og en vigtig historie. Så vigtig stod historien for mig en sommerdag på et hotelværelse i Prag, at jeg ville læse den højt for min tiårige søn. Han forsvandt efter et par sider, da han mente historien var for langtrukken! Men selve historiens kerne var han med på. Det er jo ren tegneserie, at et menneske forvandler sig til en bille i løbet af natten. Dét fik mig til at drømme om ”Forvandlingen” som en graphic novel for større børn. Hvem kan ikke forestille sig Gregor som billen i sengen, der har svært ved at vende sig, eller den svagelige, ulykkelige mor, den dominerende far og den grumme hushjælp der skubber til Gregor med en kost? Og nu er den så endelig kommet på Forlaget Fahrenheit skrevet af Søren Jessen:


En graphic novel med dystre sort hvide tegninger som passer til fortællingens stemning.

Kafka er lige til at gå til – det skriver Elsa Gress i hvert fald på bagsiden af min kafkabog, som er en af Gyldendals Tranebøger fra 1984: Hans fortællinger og bøger er fortalt i ligefrem, næsten barnlig enkel stil, og personerne i dem er så éndimensionale som eventyrfigurer, for det var ikke den ydre, sociale verden der optog ham, men den enkeltes fortvivlede kamp for at erkende verden og sig selv.


Den særlige kafkaske tilstand fornemmes også på Kafka Museet, der ligger  centralt ved Karls Broen i Prag. Her formidles Kafkas liv og værk i halvmørke og med dyster musik. For at fuldende denne tilstand bliver man ført igennem en klaustrofobisk gang med et arkiv af store sorte skuffer. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar