Greven af Monte Christo

 

Dumas og ”Greven og Monte Christo” lever videre

Én af mine yndlingsromaner er "Greven af Monte-Christo". Den har et fortællemæssigt drive, der slår benene væk under én, og dens temaer om hævn og retfærdighed går vel heller aldrig af mode. Selvom den er mere end 150 år gammel lever den sit liv videre i andre romaner, dét blev jeg mindet om, da jeg læste "Kirkegården i Prag" af Umberto Eco (2012). Jeg-fortælleren i denne roman læser som barn "Greven af Monte-Christo", og senere udtaler han, at Dumas er én af hans helte. Referencerne til Dumas er mange, og som læser bliver man efterhånden overbevist om, at Dumas' klassiker har sat sine spor på flere niveauer hos Eco.

 

Faktisk er jeg tidligere stødt på en forbindelse mellem Eco og Dumas. I essaysamlingen "Om spejle og andre fænomener" skriver Eco om "Greven af Monte-Christo": Monte-Christo er en af de mest betagende romaner der nogensinde er skrevet.

 Dette skyldes, mener Eco, at Dumas formår at pakke hele tre arketypiske situationer sammen i en roman på en sådan måde,  at det må gribe selv en bøddel om hjertet. Først og fremmest forrådt uskyld, dernæst det forfulgte offer der ved et lykketræf erhverver sig en stor formue, og endelig en hævnplan. Omkring dette skelet spindes en fremstilling af det franske samfund under Napoleons hundrede dage og siden under Louis Phillipes monarki med dandyer, korrupte embedsmænd, utro hustruer, baller og begravelser.

 Eco kalder "Greven af Monte-Christo" for en fortællemaskine - og det var helt sikkert også denne fortællestil der inspirerede forfatteren og nobelpristageren Mario Vargas Llosa, da han i 1984 modelerede sin roman "Historien om Mayta" over netop denne fortællemaskine.

Som i "Greven af Monte-Christo" spiller fortiden i "Historien om Mayta" en særlig rolle; jeg-fortælleren skal skrive en roman om et politisk oprør, hvori Mayta spillede hovedrollen. Derfor opsøger jeg-fortælleren de personer der har relation til oprøret, og efterhånden som han taler med disse, bliver romanen til. Deres vidneudsagn udgør så at sige romanen, så for Llosas jeg-fortæller er formålet med at konfrontere bestemte personer med fortiden æstetisk, mens det for Edmond Dantes (greven af Monte-Christo) er etisk, eftersom han ønsker hævn over de mennesker, der fik ham uretmæssigt sat i fængsel.

 Llosa bruger i sin roman en fortælleteknik der fungerer som et kinesisk æskesystem; én historie indeholder en historie, der indeholder en historie osv.. Også "Greven af Monte Christo"indeholder dette utal af små kinesiske æsker. Romanens stemme er alvidende, men hovedhistorien om Edmond Dantes har indlejret et utal af andre historier. Det er denne særlige stil, der gør disse to romaner fabulerende, fantaserende. Man følger en masse historier, der aldrig gøres færdige, men læseren vikles ind i dem via selve fortællemaskinens kraft, og de får en betydning for hovedhistorien.

Eco funderer over, om "Greven af Monte Christo" stadig ville have været en fortællemaskine hvis ikke Dumas var blevet betalt per skreven linie?  Under alle omstændigheder er det denne stil, der har givet inspiration til både ham og andre forfattere.