Havet

En anbefaling

Jeg har føjet en ny roman til listen af yndlingsromaner – det er ”Havet” af John Banville. Den handler om sorgen over tabet af en ægtefælle, den erindrede barndom og den første betagelse af det andet køn. Havet står centralt i romanen; hovedpersonens erindringer er tæt knyttet til havet, og det bliver en metafor for det dragende, det mystiske og for døden.

Det lyder mørkt og trist men først og fremmest er ”Havet” en smuk bog, der omslutter læseren med sine fortættede sanselige beskrivelser, som når jeg-fortælleren ser sig i spejlet, og ser den gamle enkemand der er ladt alene tilbage med savnet: Som jeg stod der i den hvide kasse af lys, blev jeg et øjeblik ført til en anden fjern kyst, virkelig eller drømt, jeg ved ikke hvad, selvom detaljerne havde en bemærkelsesværdig drømmeagtig definition, hvor jeg sad i solen på en hård kant af fint sand og holdt en stor flad glat blå sten i hænderne. Stenen var tør og varm. Det var, som om jeg trykkede den mod mine læber, den syntes at smage af salt af havets dybder og afstande, fjerne øer, tabte steder under nedhængende palmeblade, de spinkle skeletter af fisk, vrag og råd. De små bølger foran mig i vandkanten taler med livlig stemme, hvisker ivrigt om en ældgammel katastrofe, måske Troja, der bliver plyndret, eller Atlantis, der synker i havet. Alt er fyldt til randen, brak og skinnende. Vandperler bryder fri og falder i en sølvtråd fra spidsen af en åre. Jeg kan se det sorte skib langt ude, det nærmer sig truende og umærkeligt hvert øjeblik. Jeg er der. Jeg hører din sirenesang. Jeg er der, næsten der.

John Banville er fra Irland, han skrev ”Havet ” i 2005 og modtog for denne Man Booker-Prisen. Romanen fik fremragende anmeldelser i USA og England, og det forstår man jo godt, for hans stil er enestående – og dog; den kan sammenlignes med Proust og hans evne til at fremskrive erindringen og hukommelsens gådefuldhed.  Banville har selv udtalt, at hans ambition er at give sin prosa ”den slags tæthed og fyldighed som poesi … at forsøge at blande prosa til en ny form.”

Jeg synes hans ambition lykkes - læs fx dette citat, hvor han tænker på sin afdøde kone:

Jeg tvang mig selv til at tænke på hende, det gør jeg som en øvelse. Hun sidder fast i mig som en kniv, og alligevel er jeg ved at begynde at glemme hende. Det billede som jeg har i hovedet, er allerede ved at blive flosset, små stykker af pigment og flager af bladguld bliver stødt af. Vil hele lærredet være tomt en skønne dag?

I dette citat er det tydeligt, at romanens jeg fortæller er kunsthistoriker, og generelt bruger han kunsten til at understrege sine betragtninger.

”Havet” blev først oversat til dansk i 2011 på Bechs Forlag, som er et nyere forlag, der har specialiseret sig i prisvindende romaner og lydbøger. www.bechsforlag.dk