Maskespil

Domestic noir  kalder man den slags romaner, der handler om ondskaben i eget hjem, inde i én selv og ens nærmeste. Det er uhyggeligt, ikke mindst fordi det bliver så ubærligt; at den man  elskede allermest, måske er det ondeste menneske og måske endda er morder.  Kan man selv finde på at myrde? Det er denne tvivl vi præsenteres for i  “Kvinden i toget” af Paula Hawkins.

Hovedpersonen Rachel havde en drøm om den perfekte familie med sin elskede, men drømmen brast, karrieren kuldsejlede – og da læseren møder hende, sejler alt andet faktisk  også, for Rachel bruger alkoholen til at dulme sit knuste hjerte. Det  er nemlig svært at være en fiasko, når alt i tilværelsen handler om opbygge en facade. Alt skal være perfekt. Det er da også derfor, at plottets omdrejningspunkt er det smukke par, som Rachel betragter fra toget, når hun foregiver at tage ind til det job, hun for længst er blevet fyret fra. Parret bor i selvsamme kvarter, hvor Rachel boede med sin mand,  men nu bor han der med en ny kvinde. Rachel opbygger en historie om det ukendte par, en rigtig kærlighedshistorie som hun lever sig ind i. Men denne kærlighedshistorie krakelerer også, da hovedpersonen forsvinder, og pludselig er Rachel,  og det hun måske / måske ikke har set fra toget, en vigtig brik i opklaringen, det samme er hendes eks og hans nye kæreste.

 Romanen fortælles gennem tre jeg-fortællere, hvor Rachel er den altdominerende. Deres upålidelighed forstærkes af  alkoholproblemer eller hemmeligheder de alle tre bærer på, men som ingen af dem vil afsløre. Som læser er det jo altid interessant at blive inviteret med på den galej; at blive trukket rundt ved næsen, fordi der fortælles noget helt andet, end det man tror. Personerne føler konstant hinanden på tænderne og tager masker på, det er faktisk noget helt grundlæggende i dem, og de ved det godt. Et godt eksempel er her, hvor den ene  jeg-fortæller sidder på altanen og tænker over livet: Jeg havde en lærer i skolen, der engang fortalte mig, at jeg var fantastisk til at genopfinde mig selv (…) Bortløbet, elsker, hustru, servitrice, galleribestyrer, barnepige og et par ting mere indimellem. Hvem vil jeg så være i morgen? 

Man får en klar fornemmlese af, at der er noget i gære – og hvad med disse “par ting indimellem”? Hvad skjuler hun? Læseren bliver holdt hen, og netop derfor læser man videre.

Togrejsen er et gennemgående motiv i romanen. Der er noget fascinerende ved at rejse med tog, og fra vinduet betragte  det liv der passerer  forbi, et liv som så hurtigt er ude af syne igen. Og hvad var det egentlig man så? Samtidig er der noget dragende ved banelegemet;  det ingenmandsland hvor man finder affald, eller bare ting folk har villet skille sig af med   - måske endda et lig! Rachel betragter det hele fra sin plads i toget,  hun fremstår som en slags voyeur, der får en tilfredsstillelse af at betragte andres gøren og laden, som her i begyndelsen af romanen: Med hovedet lænet mod togruden betragter jeg disse huse rulle forbi mig som en panoreringsscene i en film. Jeg ser dem på en måde, som andre ikke gør (…) To gange om dagen får jeg et glimt af deres liv, bare et øjeblik (…) Jeg vil hellere være her og kigge ud på husene ved siden af sporet end næsten noget andet sted.

 Hendes undskyldning er, at hun elskede at bo lige dér, hvor toget passerede forbi i baghaven,  nu er det så hende der sidder i toget og ser husene og livet derinde fra et andet perspektiv. Dét får hun så rigtig meget ud af, for hun har en livlig fantasi, det fortæller hun faktisk selv allerede på romanens første side:  Min mor fortalte mig ofte, at jeg havde en livlig fantasi (…) Jeg kan ikke lade være, jeg får øje på de her kasserede stumper, en snavset T-shirt eller en ensom sko, og så kan jeg ikke tænke på andet end den anden sko og de fødder der passede I dem. 

 “Kvinden I toget” er en thriller der undersøger menneskesindets gådefulde dybder. Hvem lyver, hvem har gjort hvad og hvorfor?  Løgnen og maskespillet  er romanens psykologiske drivkraft og skyldes pesonernes begær og bristede illusioner. Det er noget alle kender til, men selvom det  er sat på spidsen, og selvom det er noget vi har set før i litteraturhistorien - fra Balzac til Blicher -  så er det stadig interessant at følge mennesker der lever videre på deres bristede illusioner, og i denne her bog bliver det godt nok også uhyggeligt. Kan man stole på sine nærmeste? Kan man stole på sig selv?