Essays om tiden

Da den svenske forfatter Henning Mankell blev syg af kræft, besluttede han at skrive om det. Han ville fortælle om sit sygdomsforløb, præcis som han oplevede det, og derfor skrev han breve til Göteborg-Posten - samme breve er blevet trykt i Politiken. Det var dér, jeg læste dem, og da jeg tilfældigt stødte på hans bog En alvorlig historie om glæden ved livet (Gyldendal, 2014),  var jeg sikker på, at den skulle jeg også læse. Den tager som brevene til Göteborg-Posten udgangspunkt i hans sygdom, men det er ikke en bog om at være syg - tværtimod er det en bog om at være i live og med mod og nysgerrighed gå om bord i tilværelsen. Det handler om tiden der går og til sidst rinder ud, om civilisationen og  kunsten. Det er interessant og vedkommende, og frem for alt skrevet i et personligt og levende sprog. 

Bogen er selvbiografisk, men det er ikke nogen selvbiografi som sådan. De forholdsvis korte kapitler har alle karakter af at være essays, der undersøger, reflekterer og overvejer. Det handler om dét at være menneske. At vi alle ligner hinanden synes at være Mankells udgangspunkt: Vi er rundet af den samme civilisation, vi har alle et projekt, et formål med vores liv - og vi skal alle dø. Dette eksistentialistiske tema slås fast allerede i starten af bogen, hvor Mankell skriver om en barndomserindring. Efter sygdommen har ramt ham, fører hans tanker ham ofte tilbage til barndommen, og én erindring er af en helt særlig karakter: Det er, da jeg står der denne kolde morgen for 57 år siden, at jeg oplever et af de afgørende øjeblikke, som skal præge resten af mit liv (...) I det øjeblik får jeg min identitet (...) Jeg er mig og ingen anden. Jeg kan ikke skiftes ud med en anden. Livet er pludselig blevet en alvorlig sag(...). 

Dette jeg (som kunne være dig eller mig) stiller han i de efterfølgende kapitler overfor evigheden - eller i hvert fald overfor dét, der varer meget længere end vores liv. Vi vil alle blive glemt - ingen vil huske os om 6000 år. For vi er væk, vi er ikke længere i verden, sådan som tempelbygningen Hagar Quim på Malta eller Løvemanden fundet i Tyskland - sidstnævnte formodes at være 40.000 år gammel. 

Det pudsige ved bogen er, at det er som om, at tiden står stille, mens man læser, for Mankell springer fra sin barndom i den lille by Sveg til nutiden i Göteborg, og så tilbage igen til hulemalerierne og videre til en rejse han var på til Grækenland for at besøge et klassisk amfiteater på Thassos. Her ved det gamle teater får han en åbenbaring meget lig den i barndommen; han forstår, at hans identitet hænger sammen med andres, han forstår generationernes kædedans: Den menneskelige sammenhæng, tænkte jeg. Sådan ser den ud. Vi gør det samme for at skaffe føde og overleve. 

Mankells essays er en vandring gennem livet, hvor han tager os med  hen til steder og personer der har betydet noget for ham -  og som han skriver til slut i bogen Med dem alle deler jeg det, som har været min tilværelse.