Den lille sorte bog

Titlen på Byatts fortællinger fra 2005 fremkalder en særlig forventning hos læseren om mørke, mystik og mærkelige hændelser. Forventningerne bliver indfriet allerede i den første fortælling, Tingen i skoven, der handler om noget helt aldeles uforklarligt og mystisk – og så begynder den endda med ordene Der var engang. 

Fortællingen er på flere niveauer inspireret af eventyr, allerede i starten da to små piger, fortællingens hovedpersoner, sidder i toget og ikke ved, hvor de skal hen - de er blevet evakueret fra krigens rædsler og derfor på vej væk fra storbyen -  bliver eventyret om Hans og Grete direkte nævnt: Børnene vidste ikke, at hensigten med de navnløse stationer var at forvirre eller vildlede en invasionshær (…) at navnene var slettet, fordi de ikke måtte vide, hvor de skulle hen, og heller ikke, ligesom Hans og Grete, måtte kunne finde vej tilbage igen. Og da pigerne næste dag vil opleve deres nye sted, opdager de, at det store hus, de skal bo i, grænser op til en skov. De små piger får naturligvis straks lyst til at udforske skoven, og så er eventyret  i gang. Hørte eller lugtede de det først? Både lyden og lugten var umærkelig og spredt til at begynde med. Begge dele gav indtryk af at bevæge sig imod dem – i bølger – fra hele skovens omkreds.  Hvad det er de to piger møder, skal ikke udpensles her, andet end at det er en mystisk og uhyrlig ting – noget som formentlig kun findes i fantasien.

Oplevelsen og mødet med tingen binder dem mentalt sammen – også selvom de kort efter bliver adskilt og placeret hos hver sin familie. Fortællingen skitserer herefter de to pigers livsforløb, der viser sig at være ens med hensyn til fædre der dør i krigen, og mødre der ikke forstår at tackle krigens traumer. Huset ved skoven, hvor pigerne blev evakueret, bliver til museum –men ikke om evakuerede børn.

Ved at tilfælde mødes de to piger på museet som voksne, ældre og falmede og med krigen, og det de oplevede i skoven ved huset, som plagsomme minder. I museumscafeen sætter de sig sammen og taler de om det. …Jeg tror der findes ting, som er virkelige – mere virkelige  end vi – men som regel støder vi ikke på dem, eller de støder ikke på os. Måske kommer vi kun ind i deres verden eller lægger mærke til, hvad de foretager sig i vores, når det er meget dårlige tider.  

Dagen efter begiver de sig på hver sin tur ind i skovens dybe mørke og mødet med stedet, hvor de så monstret i barndommen, bearbejder de på hver sin måde. Således kan Tingen i skoven læses som en avanceret  psykologisk fortælling, der vil undersøge krigens påvirkning og eftervirkning. 

Byatt skriver fortællinger – ikke noveller. I hvert fald kan jeg godt lide at tænke, at der er en forskel. Hendes fortællinger foregår over længere tid, har et større persongalleri, en mere kompleks handling og der bygges oftest op til et plot. Det er netop dét, der er så særligt. Og så er det stor litteratur – spændende og ikke mindst sitrende, for fortællingerne indeholder en stemning, der  bliver siddende i én længe efter, man er færdig.