Lyrisk prosa

Lyrisk prosa er en interessant genre, fordi den både har lyrikkens formsprog men også et fortællende indhold som prosaen - og nogen gange endda essayets refleksioner. En sådan tekst er Thomas Espedals Året fra 2016. Det er autofiktion, som man kender det fra landsmanden Karl Ove Knausgård, og faktisk har de begge noget af den samme intensitet og insisteren, når de fortæller om almindelige ting, som pludselig bliver så store i det helt almindelige menneskes liv. Og det er lige præcis derfor vi holder af at læse dem. Året handler om kærlighed og sorg. Om at blive forladt og ikke kunne overkomme det, om at vide man skal dø og  måske endda længes efter det. 

Året starter den 6. april, for det var den dato den italienske forfatter Petrarca så sin elskede for første gang for flere hundrede år siden. Og den store kærlighed står centralt i denne fortælling. Er den mulig for det moderne menneske? Dét vil fortælleren undersøge ved at gå i Petrarcas fodspor.

 I mere end et år havde jeg læst / sangene Petrarca skrev til Laura / og nu ville jeg se stedet / hvor Petrarca så Laura første gang / og jeg ville besøge huset han fik bygget / i den lukkede dal Vaucluse: / Omkring halvtreds kilometer fra Avignon opdagede jeg / en lille bortgemt dal som blev kaldt Vaucluse / hvor den skønneste af alle kilder / Sorgue  udspringer. 

Sådan lyder det på én af bogens første sider. Scenen er sat og fra Avignon i Frankrig fortsætter fortælleren sin rejse, hans aldrende far støder til, de tager på krydstogt,  og de følges ad hjem til Bergen, og her sker der et skift i både udtryk og stemning. Tabet af fortællerens elskede genkaldes ved ankomsten til hjemmet.

Naboerne skændes, jeg misunder dem der har noget / at skændes om. / Døre smækker, tallerkner knuses. /Jeg lever af andres lyde. / Jeg er den perfekte ægtemand. / Jeg har levet alene i snart tre år. / Vi er afhængig af lyde. /  (...) Jeg misunder fuglene, de fugle som lever som par. / To og to. / Nogle steder kan du se træerne vokse ind i hinanden.

"Året" er en fortættet bog, med mange tråde, men den røde tråd er fortællerens følelser om kærlighed, sorg og død. Dét er sanseligt og særligt.