Et spørgsmål om stil

En anbefaling: Læs Naja Marie Aidts "Sten, saks, papir"

Du er Maloney! Jo du er! Kan du ikke se det?

Lindstöm og Maloney! Det lyder som en faretruende drøm, kan du høre det! Det lyder som noget du ikke kan modstå. Noir…

Noir?

Ja, hemmeligheder, regnvejr, mørke.

Således lyder en central passage fra Naja Marie Aidts roman "Sten, saks, papir". Og der er en stemning af noget faretruende og skummelt i romanen - præcis som i en film noir.

Navnet Maloney får mig til at tænke på en amerikansk film fra efterkrigstiden – en film med en Raymond Chandler figur, mens romanens Thomas O’Mally sagtens kunne være den kyniske hovedperson i selv samme film, hvis skruppelløse livsførelse gør ham til den ensomme machoulv. Thomas O'Mally ryger og drikker en del og bliver mere og mere kynisk og usympatisk, ikke mindst over for kæresten Patricia, alt imens den afdøde faders kriminelle løbebane æder sig ind på ham.

 

Der foregår ting og sager i "Sten, saks, papir"– ikke mindst i hovedpersonen, Thomas O’Mally, der med sin mistro, pessimisme og arrogance sætter sit præg på hele historien. Det er Thomas der driver historien frem, selv om han faktisk ikke er en person med megen fremdrift. Efter faderens død får han problemer med alt og alle. Også med sig selv. Og pudsigt er det, at det kun er et e, der adskiller ham fra at være navnebror med Thomas O’Malley, gadekatten fra Aristocats, der bag sit hårdkogte, maskuline og til tider arrogante ydre er en følsom familiekat. Naja Marie Aidts Thomas har haft det hårdt som barn; han er vokset op i et belastet kvarter, moderen forlod familien, da Thomas og søsteren Jenny var små, faderen var kriminel. Men som voksen er Thomas kommet væk fra det dårlige miljø og har fået et tilsyneladende vellykket liv med en smuk kæreste og en stilfuld papirvareforretning, som han driver sammen med vennen Maloney. Og Så er Thomas blevet æstetiker til fingerspidserne – nok inspireret af den mor han knap nok kan huske, men som læste kunsthistorie og fra hvem han har sit andet efternavn, det smukke Lindström. Alt hvad Thomas ser, bliver til farver og visuelle stemninger - han ser ud ad vinduet. Byens lyshav stråler i den blålilla aften. Også selvom han har det ad helvede til. Efterhånden som problemerne tårner sig op for ham, går det op for læseren, at Thomas’ historie er en undergangshistorie, men han formår dog stadig at bekymre sig om, hvorvidt lyset falder smukt ind på gulvet i hans forretning, og om væggene er malet i den rigtige farve. Ikke mindst på grund af Thomas’ stilsikkerhed er der noget stilistisk lækkert ved historien – ikke Bo Bedre indretningslækkert, men snarere noget egentligt smukt netop som i en sanselig film noir.

Lyset blænder dem, flimrer gennem kastanjetræets løv, fanger bilernes skinnende kølere og kvindernes hår, når de cykler forbi i deres kulørte skørter, med flagrende tørklæder og bare skuldre.

På trods af stereotype film noir træk er bogen nærværende i sin skildring af Thomas og hans familie; vi kommer tæt på. Helt tæt på. Men Thomas selv lader ingen komme tæt på. Han er for bogens øvrige personer uudgrundelig som – ja, undskyld mig – en kat!

Jeg synes ikke, man skal klandre Naja Marie Aidt for ikke at have præciseret tid og sted. Her er ikke mange cowboybuksepiger eller Sneakers. Kvinderne går oftest med nylonstrømper, figursyede kjoler og sølvsko. Der er klart mere amerikansk storby end København, mere Chicago end Charlottenlund i denne roman, og dét er med til at stilen bliver gennemført. Og hvor er det skønt! Især fordi det kobles med en uforudsigelig og velfortalt historie. Psykologisk indsigt med en snert af hårdkogt realisme.