Giraffens hals

Særpræget roman fra biologiens verden

Illustration fra bogen; "Haeckels gopler"

Hovedpersonen i Giraffens hals er biologilærer par exellence. Inge Lohmark foretrækker en planche med gopler fremfor Monets åkander som udsmykning på skolens gange. Kunst, følelser og drifter er hende aldeles fremmed. 

En november morgen betragter hun tranerne ude på marken: Det var koldt. Uden tvivl under frysepunktet. Hvad ventede de egentlig på? Hvor måtte det være godt at følge en drift. Uden at tænke over det. Men Inge Lohmark kunne aldrig drømme om at lade sig føre med af vingesuset hen over marken, dertil er hun alt for tilknappet.

Inge Lohmark er sit fag. Hun ser alting ud fra biologiens perspektiv, og hun kan de biologiske principper til fingerspidserne, og efter bedste evne lever hun op til, at mennesket er øverst i evolutionshierarkiet: Hun lader sig ikke, som dyrene, styre af drifter, og netop derfor fremtræder hun som en følelseskold strammer både i og udenfor undervisningslokalet. Hun var kendt for, at hun kunne stramme tøjlerne og holde kort snor, helt uden raserianfald og smiden rundt med nøgleknippet. Og det var hun stolt af.

Inge Lohmark er en skræmmende karikatur af en lærer, der ikke kan se ud over sit fag, og derfor heller ikke ind i de mennesker der omgiver hende. Hun aner ikke, hvad der foregår mellem eleverne, og datteren, der bor i USA, har hun kun sporadisk kontakt med. Følelser har hun naturligvis, hun sætter blot en ære i at undertrykke dem og betragte dem som biologiske faktorer.

Emneangivelsen i mailen bestod af to ord. Hjertet, den pulserende muskel, kunne hun pludselig mærke helt oppe i halsen: just married. Disse ord forstod selv Inge Lohmark, selvom hun ikke kunne engelsk.

Subjektive udtryk og udfald foragter hun, og derfor er hun også fuld af foragt, når billedkunstlæreren mingler med eleverne, og lader dem kalde hende  ved fornavn. Højdepunktet i den forbindelse er netop, da billedkunstlæreren vover at ophænge Monets smukke impressionistiske maleri med åkander ved siden af Inge Lohmarks plancher med gopler. Inge Lohmark harcelerer, for hun foretrækker præcision fremfor modernistisk Verfremdung, og bryder sig ikke om kunstens subjektive gengivelse af virkeligehden - nej, så hellere objektive plancher med gopler.

I slutningen af romanen underviser hun i udviklingslære, og her fortæller hun, hvordan giraffen har fået sin lange hals; den har utrætteligt strakt sig efter akacietræernes blade. Hendes budskab til eleverne er tydelig og dybt forankret i Darwins lære om "Survival of the fittest".

Og kun, hvis vi gør os umage, når vi noget. Men hvis vi bliver ved med at være dovne, mister vi de én gang erhvervede færdigheder. Så mister vi alt det, som vi engang har tilegnet os. Så har alt været nytteløst.

At træde ind i Inge Lohmarks verden er særpræget og ikke uden humor. Findes sådanne mennesker? Næppe -og dog - har vi ikke alle mindst én gang i vores liv lidt under en lærer a la Lektor Blomme, der foretrak faglig nørderi fremfor social interaktion med eleverne?

Inge Lohmark tilhører en verden af i går: Landsbyen hvor hun underviser ligger i det tidligere Østtyskland, og hun og hendes verdensopfattelse er stadig præget af Østblokkens centrale undervisningsplaner og i det hele taget centralistiske tankegang. Hun er en autoritær og næsten militant personlighed, der forsøger at leve højt på sin faglighed. For hvad er Monets åkander i sumpet ferskvand set i forhold til gopler i frisk havvand? I hvert fald er det goplerne der er afbilledet i bogen, og sammen med en masse andre illustrationer fra biologiens verden, er de med til at understrege romanens særpræg.

Romanen er skrevet af den tyske forfatter Judith Schalansky og udgivet på Forlaget Vandkunsten, der er kendt for sine smukke udgivelser. Forlaget Vandkunsten